Nå ja, jeg har faktisk et nytårsforsæt mere.. (går åbenbart helt amok i år! 😉)
Det er nemlig, at køre på flere ture med hundene!

Vi bor i en lille by i nordsjælland, med flere forskellige skove, naturområder og strande i nærheden. Alligevel får man hurtigt en tendens med at gå de samme ruter rundt i nær området.

Den nærmeste skov ligger kun 2 km væk, men hvis vi skal gå 2 km hver vej + et par km i skoven, så bliver det alligevel til ret mange km. Dumle ville helt sikkert elske det – men Saga ér trods alt en meget lille hund, og hun synes ikke gå ture skal være meget mere end 1 time, og det skal der naturligvis tages hensyn til!

Derfor er jeg begyndt at proppe dem i bilen, og køre ud til skoven i stedet!

I starten følte jeg mig lidt fjollet at starte bilen op for at køre 2 km hver vej, men det er fantastisk at kunne gå hele turen i skoven, og ikke bruge halvdelen af tiden på at gå til og fra skoven – det er nemlig en ret kedelig tur langs vejen derned..

Antallet af skovture er derfor øget markant på det sidste, og det er derfor mit andet nytårsforsæt, at forsætte den stil!

Vi går oftest 4-6 km, og på de fleste ture møder vi slet ikke nogen. Når man er opvokset i storkøbenhavn, er det utrolig fascinerende at kunne gå så langt, uden at møde et andet menneske (eller lige at skulle krydse en motorvej midt i skoven) 😅

Saga går oftest løs når vi er på skovtur, hun er nemlig en ægte diva, som trisser lige i røven på mig – hvis man går andre steder end stien, risikerer man jo at få snavsende poter, føj!

Dumle minder derimod mest om en damptromel. Så snart hun kommer ud af bilen, er det næsen i jorden, og så derud af – og så er det lige meget hvilket terræn hun forvilder sig ud på, fremad kommer hun.

Faktisk er det en af grundene til, at vi bliver nødt til at have hende i snor. Til træning er hendes indkald altid super, men i skoven kan man godt mærke at hun er jagthund. Hun har en utrolig god næse, og i løbet af to sekunder, kan hun have opdaget et spor, og så er hun væk.

Sidste år var vi i sommerhus, hvor vi gik tur i en meget stor skov. Her var alle tre hunde fri (Saga, Dumle og mine forældres), og selvom man ikke så meget til Dumle, kom hun dog lige over hver 5 minut, for at sige hej, få en godbid, og så løbe afsted med næsen i jorden igen.

Pludselig gik det dog op for os, at vi ikke havde set Dumle i næsten 10 minutter. Vi spredte os rundt i området og kaldte, men intet skete. Efter at have ledt og kaldt i området i næsten 20 minutter, besluttede vi os for at gå tilbage til huset, for at ringe til nogle andre i området.

Men hvem stod foran hoveddøren til sommerhuset, og ventede på os? Dumle!

Hun har åbenbart mistet fornemmelsen af hvor vi var, men fundet sporet af os, og fulgt det hele vejen tilbage til sommerhuset, selvom hun aldrig har gået den rute før – og selvom vi havde gået i 45 minutter, da hun forsvandt!

Jeg var dybt fascineret over hvor god hendes næse er – og samtidig enormt bekymret over at det skulle ske igen. Der var heldigvis ingen veje eller lignende i nærheden af skoven ved sommerhuset, men herhjemme står den på 8 meter flexi line, når vi er i skoven, hvilket hun var meget utilfreds med i starten, men efterhånden har accepteret 😄