Jeg har udsat mit nytårsforsæt med at køre noget mere på tur med hundene lidt… I hvert fald i mørke 😅

Jeg skifter nemlig mellem at være på arbejde og i skole, og de næste 5 uger er jeg på skole, hvilket betyder at fleksible arbejdstimer og 20 minutters kørsel om dagen, er skiftet ud med faste timer og 2 timers kørsel om dagen.
Det gør at jeg er en del senere hjemme end normalt, så vores eftermiddagstur foregår nu i mørke.
Det skulle dog ikke stoppe mig i at overholde mit nytårsforsæt – mente jeg i hvert fald, indtil i dag. 😅

Hundene blev derfor læsset i bilen, og vi kørte glade og optimistiske de 2 km ned af vejen, får læsset hundene ud igen, og låst bilen. Og så snart bilen låser og slukker lyset, bliver der mørkt. MEGET mørkt!
Men så er det jo godt, at jeg ikke er en tøse tøs, der bliver paranoid af at gå en i mørk skov alene.. vel..? 🙈

Jeg gav dog for sikkerheds skyld lige hundene lys på, så jeg i det mindste kunne se forskel på om det var en kødædende vildt dyr, der kom tonsende – eller om det bare var en af hundene.
(Jeg besluttede mig så også lige for at låse bilen op igen, hvis nu vi blev jagtet af et kødædende vildt dyr, er det jo meget rart ikke at skulle stå og fumle med nøglerne, for at komme i sikkerhed.. 😅)

Hundene var dog præcis lige så begejstret for skoven som de plejer, og traskede hjemmevant afsted på stien – Saga var fri, og Dumle i sin 8 meter flexi line. Jeg fulgte derfor artigt trop, og nynnede lidt for mig selv, i mens jeg prøvede at trøste mig med, at mine øjne nok snart havde vænnet sig til mørket, og så vil det være fuldstændig som at gå tur normalt.

Efter at have gået få minutter, stoppede vi op for at vente på Saga, der stod og snuste til noget længere henne. Da hun er færdig, begynder hun at gå over mod os, men stopper så pludselig op, og begynder at fnyse højlydt og bjæffe lidt.
Jeg skyndte mig at kigge på Dumle (hun er trods lidt mere troværdig til at vurdere fare-på-færde end Saga 😉), men hun så ikke spor påvirket ud.
Jeg kaldte derfor spørgende på Saga, og det går pludselig op for hende, at det bare er mig og Dumle, der står og venter, og så kommer hun glad løbende over..

Nå, vi fortsætter (med nogenlunde styr på nerverne), men pludselig flyver Dumle helt frem i snoren, og gør en enkelt gang. Igen er jeg klar til at gå i panik, men hun søger dog hurtigt tilbage til os, og virker ikke oprørt, så jeg beslutter mig for at prøve at ignorere det.
Vi når dog kun at gå få minutter mere, før begge hunde pludselig stopper op, fuldstændig på samme tidspunkt, og stirrer stift i samme retning. Ingen af dem bevæger sig eller siger noget, de stirrer blot.

Dét fik altså lige bægret til at flyde over – jeg skulle bare ud af denne her skov, og det kunne slet ikke gå hurtigt nok!
Med raske skridt flygtede jeg tilbage til bilen, og hundene fulgte heldigvis artigt med, uden at lave flere lyde eller anmærkninger.
Først da bilen var tændt, og vi kørte ud på vejen igen, begyndte jeg at slappe af igen. Normalt synes jeg ellers ikke at jeg er bange for mørke, men et eller andet flugt gén i mig havde den skovtur altså fremprovokeret!

Det blev derfor verdens korteste skovtur i dag, og fremover tager vi nok kun i skoven, når det er lyst 😅

Nu er vi flygtet indendørs, og ligger glade og trygge på sofaen i stedet 😍