Ja, i hvert fald hvis du spørger min nye agility træner!
(Jeg synes nu stadig at jeg kan nævne en ting eller to, hvor lydighed er som fremmedsprog for hende, men det er så en anden sag )
Agility er helt nyt for Dumle, og også temmelig nyt for mig. Jeg har jo gået to sæsoner agility med Saga, men det nåede på ingen måder at blive særlig avanceret – det var jo med Saga 

Vi dukkede derfor meget spændt op til vores første agility træning med Dumle i går! Her i starten har vi fået at vide at vi primært skal øve spring, for det er jo trods alt 80% af banen, der består af spring normalt..

Vi har øvet en lille smule spring før, der er jo også en øvelse, der hedder spring i rally, så jeg følte mig rimelig sikker i det, da vi gik i gang!
Og som forventet, satte min søde lille stræber lab sig pænt på plads, gik pænt ved min side hele vejen, og sprang over springet, da jeg gav hende kommandoen. Derefter skyndte hun sig direkte ind på plads igen, og fulgte mit tempo videre.
Jeg var STOLT! En fuldstændig perfekt udført øvelse – set med en rallyførers øjne i hvert fald

” Hun er super dygtig” kom det også bekræftende fra vores træner, og så kom det lille mén: “.. til lydighed. Men det her er agility.. “
Vi fik derfor besked på at træne hendes selvstændighed lidt. Jeg måtte derfor ikke afgive nogle ordre, men skulle blot gå/løbe frem og tilbage mellem springene, og selv lade hende tage springene – hvis hun ville.

Så stod jeg der og grublede lidt. Med min søde lille stræber hund, klistret op af min venstre side, i mens hun stirrede intenst på mig i venten på en ny ordre. Nå.. Hmm.. Okay, hun havde måske en pointe. Måske. For jeg har faktisk stået i lignende situation for ikke så lang tid siden.

Til klikkertræning skulle vi nemlig øve at klikke på en øvelse, som hunden selv fandt på. Det var derfor fuldstændig lige meget hvad hunden gjorde, så skulle vi klikke!
Det lyder ret simpelt, ikke? Det var det ikke..
Dumle sad tålmodigt og ventede på ordre, uden at foretage sig noget. Hvilket jo er fantastisk (synes jeg) – for det er jo det jeg har trænet hende i!

Ganske enkelt fordi, at hvis vi står og venter til en konkurrence eller lignende, så gider jeg ikke at hun bruger energi på at finde på cirkus numre, fordi hun har lært at være “kreativ”. Når vi træner, så skal Dumle ikke foretage sig noget, hvis jeg ikke foretager mig noget.
Kedeligt? Helt bestemt. Praktisk? Meget!!

Samme følelse drillede mig lidt i dag – har jeg lyst til at lære min hund at springe, uden at den har fået besked på det?
Jeg ser jo straks for mig, hvordan vi kommer gående på en rally bane, og pludselig får Dumle øje på et spring, og drøner afsted for springe over – fordi jeg plejer at rose hende for at springe uden at jeg har givet kommando.

Jeg er derfor ret splittet i forhold til mine egne træningsprincipper, men vores agility træner påstod at Dumle sagtens ville kunne kende forskel på om det var et spring i agility, eller et spring i rally.
Hun anbefalede også at vi øvede os i have to forskellige “introduktioner”, og det princip tror jeg faktisk vil passe meget godt til os!
Når vi går ind på en rally bane, hedder kommandoen derfor stadig den klassiske “plads”, og til agility skal jeg indføre et nyt signal – nemlig “go!”. “Go” skal forhåbentlig med tiden komme til at betyde at selvom vi træner, så skal Dumle ikke gå plads

Efter træningen, fik Dumle sig også lige en lille lur i klubhuset 😝